Mistelten.
Mistelten er en halvsnylter og har altid været omgærdet med overtro, mystiske drømme og spændende forestillinger.
Mistelten er en halvsnylter
Misteltens botaniske navn er Viscum album. Den er hjemmehørende i det meste af Europa, og altså også i Danmark. Det er en stedsegrøn busk, som kan blive ca. 1 m i diameter. Mistelten kaldes en halvsnylter, da den med fotosyntesen i de grønne dele selv laver sukkerstof, mens den fra træet stjæler vand og mineraler.
Dens grene er grønne, og de læderagtige, lange tungeformede blade sidder, så de altid forgrener sig parvis og danner et spændende mønster.
( klik på billeder for stor størrelse)
I april–juni blomster den med bitte små, grøngule blomster. Den er særbo – den enkelte plante er enten hanlig eller hunlig. Der skal altså to forskelligt kønnede planter til for at danne frugter. Bestøvningen klares af insekter.
Frugterne er noget af det, som gør planten spændende. Hen på efteråret dannes små runde, grønne frugter på hunplanterne. I løbet af vinteren bliver frugterne hvide, og gennemsigtige. Hvert bær indeholder fra et til tre grønne frø. Frøene ligger i en slimet geléagtig substans.
Mistelten er sjælden i naturen
Misteltenen er sandsynligvis indvandret til Danmark i hassel-fyrretiden, altså for ca. 8.000 år siden. Nogle mener dog, den har været forsvundet i en periode, hvor klimaet blev koldere. Den skulle så være blevet genindført i middelalderen. I hvert fald, er det i dag kun få steder, hvor vi finder den naturligt forekommende i Danmark. Men vi skal ikke langt sydpå i Tyskland og Frankrig, før vi kan finde mange store misteltene.
Der findes mange arter af mistelten rundt omkring i verden, men i Danmark findes kun Viscum album. Til gengæld findes der 3 underarter, som adskiller sig mht. værtsplante. En har ædelgran som værtstræ, en anden har fyr, og den mest almindelige snylter på løvtræer som æble, pære, tjørn, poppel, ask, eg, birk og lind. Det er oven i købet sådan, at frø fra en mistelten spirer bedst på samme art, som misteltenen selv snylter på.
Fuglene sørger for spredning og formering
I naturen er det fuglene, som sørger for spredning og formering af planten. Når fuglene spiser bærret, kommer frøet hel igennem fordøjelsessystemet, og rammer frøet et træ, er der mulighed for spiring. Det kan også ske, at frøet klistrer sig fast på fuglens næb. Den vil så forsøge, at få det slimede stads af ved at gnide næbet mod grenene på et træ. Når frøet er havnet på det rigtige værtstræ, er der god mulighed for dannelse af en ny mistelten. Det grønne frø spirer, og kimstænglen svinger ind mod træets bark, hvor den danner en hæfteskive. Kimen bryder ind mellem bark og ved, hvorfra der sendes barkrødder ind i plantens vedkar og skaffer dermed planten vand og mineraler.
Fuglebillederne er venligst udlånt af Mogens Wedel-Heinen, en dygtig fugle og dyrefotograf. Han beskriver flot Samsøs fugle og dyrliv på denne hjemmeside. www.samsofugle.easytell.dk/
( klik på billeder for stor størrelse)
Året efter vil der dannes to grønne blade. Hvert år vil der for enden dannes et nyt bladpar. Efter ca. 6–7 år er de kønsmodne og vil gå i blomst. Der vil dannes frugt, som kan sikre artens overlevelse, og samtidig bliver planten større og større. Og måske vil der komme flere mistelten på værtsplanten. Efter en 20–30 årig periode vil misteltenen skygge så meget, at det ofte vil gå ud over træets egen fotosyntese. Træet begynder efterhånden at svækkes – det bliver angrebet af svampe og bakterier, bliver endnu mere svækket, og går døden i møde sammen med misteltenen, som ikke kan leve uden træet.
Frøformering af mistelten i haven
Det er ikke vanskeligt at så sine egne mistelten. Det kræver kun, at man har friske bær og et egnet værtstræ.
Da der efterhånden ikke er mange mistelten i naturen, er den fredet. Det er muligt at købe frø i Danmark, men der er da også en del folk, som har planten i haverne, så det er muligt at skaffe sig frø. Men der skal ikke gå særlig lang tid fra høst til podningen på værtstræet. Frøet kan ikke klare mere end 2–3 døgn i mørke, før de mister spireevnen. Det er lidt forskelligt, hvornår frøet er modent, men normalt fra marts til maj.
De modne frø smøres forsigtigt ind i et grenhjørne på det valgte værtstræ, som helst skal være af samme art, som man har høstet frøene fra. Frugtkødets slimede konsistens skal nok få frøet til at hænge fast og virker beskyttende mod udtørring.
Der skal sættes en del frø på træet, da det oftest kun er 20–30% som spirer, og man skal helst have både han og hun på samme træ.
Når træet er podet med frø, er det bare at vente, men det er spændende at se, hvordan udviklingen forløber. I løbet af en måneds tid vil frøet spire, men først den følgende sommer, vil der igen være noget at se, når der vokser nye blade frem. Orker man ikke vente flere år på en frugtbærende mistelten, kan man i enkelte planteskoler købe mistelten færdigpodet på frugttræer.
Den smukke død
Når først misteltenen har etableret sig, klarer den sig som regel fint, da den på det tidspunkt har lavet forbindelse til vedkarene i træet og kan forsyne sig med vand og mineraler. Kun hvis træet kommer til at lide af vandmangel, kan det gå ud over misteltenen. Den vil ikke nødvendigvis dø, men ofte kaste de nyeste blade.
Det er som regel træet, ikke misteltenen, der får sygdomme, derfor skal man vælge sunde træer til værtsplanter.
Misteltenens udvikling skal man fryde sig over. Fra det spæde kim, til en stor flot plante med insekt- og fugleliv, til døden sammen med træet. Kan man ikke acceptere døden, kan misteltenen begrænses med en saks, men så går man glip af den naturlige afslutning – den smukke dødsproces.
Historie
I en tørvemose ved Vig i Odsherred, fandt man i 1905 skelettet af en urokse. Den var skudt for flere tusinde år siden med ret grove pilespidser i brystregionen. I 1978 gjorde man et tilsvarende fund i en anden mose nogle få kilometer fra den første. Den var imidlertid skudt med mindst 9 små pilespidser i bagkøllerne. Ved prøver har videnskaben fastslået, at der er ca. 1000 år imellem jagten på disse to dyr. Efter at være blevet beskudt med pile er de flygtet ud i mosen, hvor jægerne ikke har haft mulighed for at bjerge dem, og man kan naturligvis kun gisne om, hvor jægerne må have ærgret sig. Om der var mistelten, da den første blev skudt, ved man ikke. Derimod da den sidste blev skudt, var skoven imidlertid blevet anderledes, idet fyrreskoven nu delvist var blevet afløst af lindetræer, og her mener man, at det var mistelten, der blev brugt som pilegift, idet man kunne konstatere, at dette dyr var skudt i muskulaturen, hvor misteltensaften ikke er dræbende.
Det forholder sig nemlig således, at mistelten som er til rådighed både sommer og vinter, er ugiftig når den spises af fugle, kreaturer og vilde dyr. Derimod hvis man presser saften af misteltenens grene og bær, frigives stoffer som histamin og viscotoxin m. fl. Disse stoffer har mange forskellige egenskaber. F.eks. ved indsprøjtning i blodbanen er de både lammende og giftige. Men det kunne vore forfædre naturligvis ikke vide. Derimod ved vi, at man i stenalderen har brugt saften af mistelten som pilegift til jagt efter så store dyr som urokser. Det interessante er, at man allerede dengang fandt ud af, at selv om der er lidt misteltensaft i kødet kan det godt spises.
Den mærkelige berømmelse, misteltenen har opnået i mytologien, skyldes bl.a. guden Balders død.
Aserne morede sig med at skyde til måls efter Balder, og det kunne de gøre med sindsro, fordi Frigg, Odins hustru, havde fået alle ting i verden. Ild, vand, jern, sten, jord, træer, sygdomme, fugle, og edderorme til at sværge, at de ikke vil gøre Balder noget. Der var dog en enkelt lille urt, hun havde glemt, nemlig misteltenen, der voksede vest for Valhal. Det opdagede den onde Loke. Han henter en gren af misteltenen, hvoraf han laver en pil, hvorefter han går til Høder, Balders blinde broder, som han opfordrer til at deltage i skyderiet. Høder skyder og Balder falder død om.
Hele denne historie virker meget unaturlig, idet det er umuligt, at lave en pil af mistelten. Først når men gør sig klart, at misteltenen indeholder gift, bliver der mening i sagnet.
Gamle skikke, Overtro og Mytologi
Skikken med at hænge mistelten op til jul og lade den virke til Hellig Trekonger er hentet i USA og Storbritannien i slutningen af 1800-tallet. Interessen for misteltenen er dog meget ældre. Den går helt tilbage til oldtiden, da kelterne boede i England, Skotland og Irland samt Gallien, det meste af det nuværende Frankrig.
I 1700-tallet begyndte Briterne at interessere sig for deres påfund, de tog en del af kelternes adfærd omkring misteltenen til sig. Skikken byder, at unge mænd skal drage ud i skoven for at samle mistelten, dels til pynt og dels til magi.
Sådan gjorde de keltiske præster - druiderne - det ved nytårstide. Sjette dag efter nymåne i det nye år, blev de iført hvide dragter, hvorefter de gik ud efter mistelten, der voksede i trækronerne.
En kravlede op og skar misteltenen ned med en guldsegl, mens de andre stod og holdt et stort hvidt klæde for at fange planten, der ikke måtte røre jorden.
Kysseriet må være indført af briterne senere end 1700-tallet, men i 1825 omtales ritualet som en tradition.
Druiderne brugte dog ikke misteltenen som kysseplante, men derimod til fremstilling af medicin,nærmest en universaldrik, der virkede mod næsten alle sygdomme.
Længere tilbage har man kun udsagn om mistelten som lykkeplante. På grund af sagn og myter blev den af kirken betragtet som hedensk, og var derfor forbudt i kirker.
Som tryllemiddel har misteltenen også været brugt. Hvis den blev indlagt i skæftet på et gevær, undgår jægeren den trolddom, at intet skud rammer.
Medicin
Mange af de stoffer der findes i mistelten, bruges til alternativ behandling af alvorlige sygdomme
